BADMINTON MØDER HALLEN
 
For at udbygge samarbejdet mellem foreningerne og hallen har vi sat den første af flere foreninger stævne til en snak om foreningen og prøver at få et kik ind i fremtiden.
Denne gang er det Erik Burmølle, som er formand for Badminton Klubben, der svarer og Niels fra hallen, der spørger.
 
I er en badmintonklub, der tilbyder Volley Ball, hvorfor det?  Har I andre aktiviteter i støbeskeen?

Vi har tilbudt badminton i mange år. Nogle personer efterlyste muligheder for at spille Volley Ball. Vi tog udfordringen op og tilbyder nu også Volley Ball. Og det er udelukkende for samværet og motionens skyld at medlemmerne møder op til denne aktivitet. Deltagerne er unge og ældre, kvinder og mænd og personer med meget forskellig baggrund.
Nogle medlemmer kommer oprindeligt fra Eritrea. Som det er for alle personer, der kommer til et fremmed sted, så er det ikke umiddelbart nemt at lære sproget. Volley Ball er blevet en lille brik i deres integrering i det danske samfund. Der burde være en økonomisk mulighed fra eksempelvis kommunen, der kunne hjælpe flere voksne flygtninge til en aktivitet i en idrætsforening.
Omkring andre aktiviteter, så har vi i øjeblikket ikke planer om nye tiltag.
 
Er det nemt finde frivillige?

Svaret bliver både et ja og et nej. Badminton har sjældent problemer med at finde frivillige som instruktører og hjælpeinstruktører. Der er interesserede, der selv kontakter os. Vi motiverer også nogle af vore aktive spillere til at tage en instruktøruddannelse.
Det ser lidt sværere ud med bestyrelsesposterne. Lige nu har medlemmerne i bestyrelsen siddet i 2-3 perioder. Jeg har selv haft en del år i bestyrelsen. Når et bestyrelsesmedlem vælger ikke at fortsætte, er det af og til en udfordring. Men hidtil er det lykkedes at finde egnede kandidater.
Mange er nok bange for konsekvensen af en bestyrelsespost. Så har de aldrig fri, tror de. Vi skal nok være bedre til at beskrive funktionerne i bestyrelsen og hvilke opgaver, der forventes løst.
 
DGI og DIF kommer med informationer om faldende medlemstal specielt for holdsport. Kan I mærke nedgang i medlemstallet?

Hos os er det primært for motionen, at vi spiller badminton. Det kan ikke betegnes som en holdsport, da der som udgangspunkt kun skal være to til at spille. Medlemstallet har været stabilt over de seneste år. Men vi siger ikke nej til nye medlemmer.
 
Hvad gør I for at fastholde specielt de unge spillere?

Omkring 25% af medlemmerne er unge under 25 år. Desværre oplever vi en hård konkurrence om de unge i 13 til 25 års alderen. Der er mange tilbud. PC’en frister med E-sport og gaming. Flere af de helt unge vælger at gå på en efterskole og forlader derfor Vinderup for en tid. En del uddannelser kan ikke gennemføres med bopæl i Vinderup. Så uanset hvad vi gør, er det lidt op ad bakke at fastholde de unge i den aldersgruppe.
 
TV viser for tiden en del badminton på højt plan, hvor danskere er med helt i toppen. Hvordan har I mærket det?

Vi har oplevet en stigende interesse for badminton. I VBK er det primært for motionens skyld, at vi spiller. De helt unge lærer spillet og reglerne. De voksne udvikler deres spil. De har alle fornøjelse af den ugentlige træning. Ser vi en kommende Viktor Axelsen eller Kamilla Rytter Juhl i foreningen, så får de brug for at komme til en større klub for at udvikle deres talent.
 
I dagene mellem jul og nytår forsøgte vi med aktiviteter med foreningerne. Er det noget, vi skal fortsætte med?

Badminton er med igen. Måske skal vi samle foreningerne i god tid inden, så vi i fællesskab kan udvikle aktiviteten og få den bredt ud til endnu flere interesserede personer.
 
Vi sluttede vores møde med at bekræfte, at vi har brug for hinanden. Ingen foreninger, ingen hal og omvendt.
Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies.
Vinderup Hallerne | Halvej 2B | 7830 Vinderup | Tlf.: 97 44 18 75 | mail@vinderup-hallerne.dk